Zoologisk have

Ud fra titlen, kunne man tro at dette indlæg vil komme til at handle om primary section (1-5 klasse), men nej. Det vil handle om den sideeffekt, om man vil kalde det det, som der er ved at bo på vores tempel. Hvis man gerne vil se en lang række af forskellig dyr når man er på Sri Lanka, skal man springe den zoologiske have over, og tage direkte til vores tempel.

Da vi ankom for 5-6 uger siden, stiftede vi hurtigt bekendtskab med de dyr som bor her. Munkene har 2 hunde, og en lille kat som kæledyr. De to hunde er bedste venner, og render rundt sammen dagen lang. Den ene af dem(min yngling), kan så også godt lide af lege med os, og det gør den anden hund misundelig. Det den gør, er at den løber ind foran den anden hund, og blokerer den, så den ikke kan komme i kontakt med os. Derfor er jeg ikke så stor fan af den hund. Den lille kat, holder sig kun for sig selv, men når vi spiser, så kommer den frem, og tigger med sine store søde runde katteøjne. 

Nok om de bevidste kæledyr, og lidt mere om de uvelkomne kæledyr som templet kan tilbyde. Jævnligt kommer der en gruppe aber forbi templet. De første gange jeg så dem, synes jeg at de var rigtig søde, og spurgte så Chief Reverent om hvad han synes om dem. Det viser sig, at han hader dem over alt på jorden, og vi fandt så også ud af hvorfor. Det er en relativ stor gruppe aber, men man kan ikke se dem alle sammen på en gang. Man kan dog se sporet af frugtskaller, som falder ned fra toppen af træerne. De spiser alle templets frugter, og de hopper vildt på bliktagene og stjæler alt hvad de kan komme i nærheden af. Derfor er de ikke et særligt populært dyr hernede. Vi har to gange fået lov til at undervise ”preschool” eleverne, for et pat uger siden.  Preschool er trinnet før primary, så det er børn på 3-4 år. Undervisningen foregår i et klasselokale på templet, og den anden gang kom der en del uvelkomne gæster. Gruppen af aber, var kommet på besøg mens vi underviste preschool, og de fandt undervisningen meget spændene og forstyrrede virkelig meget. Nogle af aberne løb rundt på bliktaget over os, så det buldrede højt, mens andre kravlede ind under taget, og sad og fulgte med i undervisningen. Da vi den første dag underviste preschool, var der flere af dem som begyndte at græde før timen var gået i gang, så jeg frygtede lidt at de små børn ville blive skræmt af alle aberne. Men de virkede vant til det, for de begyndte selv at prøve at skræmme aberne væk ved at sige høje lyde. Aberne havde desværre også vænnet sig til at børnene sagde høje lyde, så de forblev hvor de var. Jeg har en gang haft held med at skræmme en abe væk, da jeg en eftermiddag fandt en i Jespers seng, på vores værelse.

Ud over den ene episode med aben som besøgte vores værelse, har vi også jævnligt besøg af rotter på vores værelse. De har gnavet hul, så de kan komme ind adskillige stedet i rummet. Det har vi så midlertidigt løst ved at stoppe tomme colaflasker i hullerne. Vi kan stadig høre dem krible rundt oven over os når vi er på værelset. Hvis man stiller sig på en stol foran vores værelse, kan man se plankerne fra vores værelse ovenfra. Jeg har af og til givet nogle rotter et chok, ved at stille mig op, så jeg kunne se dem løbe rundt oven på værelsesloftet. Her forleden dag, hvor jeg lå i min seng, kunne jeg høre en rotte gå stille rundt oven på plankerne over mit hoved. Jeg skynder mig ud af værelset, og stiller mig op på stolen, så jeg kan skræmme den væk, men den er der ikke. Jeg står og stirrer lidt, for der er lidt mørkt deroppe. Da mine øjne vender sig helt til mørket, får jeg øje på et rundt rør, som jeg ikke har set deroppe før. Jeg følger det med øjnene, og mens jeg gør det, går det stille og roligt op for mig hvad det er. Lidt over en meter fra mit hoved, stirrer en 2 meter lang slange mig lige i øjnene. Og bag ved den ligger en endnu en endnu større slange. Med lidt hjælp fra munkene får vi jagtet dem udenfor, og vi troede at det var det sidste, vi skulle se til dem. Allerede dagen efter er en af dem tilbage igen. Den for vi desværre jagten ind i vægen. Den laver en utrolig creepy lyd, når der snor sig af sted bag træpladerne i loftet. Da vi ikke kunne høre den mere, gik vi ud fra at den var taget af sted igen. Det var den så ikke! Da Jesper så skulle en tur på toilettet, finder han den næsten lige over dørkarmen, når man træder ind på toilettet. Selv efter at vi fik skræmt den væk, er det stadig lidt ubehageligt at træde igennem den dørtærskel, velvidende at der kort forinden har befundet sig en 2 meter lang slange. Det var så lidt om dyrelivet på templet. Vi ses.  

Ayubowan Sir - Undervisningen

Nu har jeg været på Sri Lanka i en måned, og jeg har undervist på den lokale skole de sidste 3 uger. De vil gerne have at Jesper og jeg underviser i spoken english. Dvs. at de gerne vil have at eleverne får talt noget engelsk med os, i stedet for at gennemgå grammatik.

Første dag: Jesper og jeg er klar. Vi har pakket skoletasken, og er spændt på hvordan mødet med skolens lærere og elever vil gå. Skolen ligger 10 minutters gang fra templet. Det er en okay afstand at gå, med det kan hurtigt blive varmt at gå, fordi at vi havde forinden fået af vide at vi skal undervise i lange bukser. Vi ankommer til skolen og finder bygningen med Chief reverents kontor. Chief reverent er som nævnt før, øverste munk på templet og også rektor på den lokale skole. Vi får hurtigt hilst på nogen af lærerne, og falder i snak med nogen af dem. Man kunne godt fornemme på dem, at de ikke rigtig havde fået af vide hvem der ville komme. De vidste godt, at der ville komme to hvide drenge, som ville hjælpe til med engelsk, men ikke noget om at vi var volontører og IKKE uddannede lærere. Efter at have været 20 min på lærerværelset, ville engelsklærerne gerne have os ud, så vi kunne undervise deres elever. Altså det var vores første dag! Vi havde regnet med at vi kunne observere den første dag, for vi havde ingen ide om hvilket niveau de var på. Hvis vi kunne observere nogle få klasser, ville vi også kunne forberede os bedre til de forskellige klasser. Men NEJ! Vi prøvede gang på gang, at spørge om det ikke var bedst at vi observerede den første dag, men vi endte alligevel med et stykke kridt i hånden oppe ved tavlen. En af engelsk lærerne blev ved med at sige vi kunne lave ”small activities”. ”You can do small activities with the students”. ”Just do some small activities”. Hun ventede vist på at vi tog vores ”small activities” håndbog frem, og gik i gang. Men vi var ikke på hel bar bund, for vi havde allerede frygtet at det ville kunne ske. Vi havde tænkt på at lave ”head-shoulders-knees-and toes”. Ud over det, så lavede vi en kort introduktion af os selv, og nogle simple sætninger eller ”I am, You are”, med de forskellige klasser. Det var en utrolig lang dag, men bagefter vidste vi lidt mere om hvordan vi kunne forberede os. Da vi kom tilbage til templet, får vi så af vide at vi skulle have haft lukkede sko på, og ikke klipklappere. Ups :(

Næste dag møder vi igen op i den lille bygning hvor Chief reverents kontor ligger. Denne gang med lange bukser, lukkede sko og lidt bedre forberedte på at undervise. Klar til at undervise, får vi så at vide, at i dag skal vi over i primary section. Dagen før var vi i secondary. Det er fra 6-13 klasse (10-18 år). Nu skulle vi i primary, hvilket var fra 1-5 klasse, og de børn er 5-9 år. Fuck! Jeg har aldrig været den store fan af små børn, og jeg forbandt lidt primary section med Jurassic park. Et isoleret sted, med vilde højtråbende dyr, og hvor man skal være heldig hvis man slipper levende væk derfra. Dagen før hvor vi gik forbi primary, for at komme hen til secondary, som ligger 100 meter længere nede af vejen, havde et par af børnene fået øje på os, og få senkunder efter, hang adskillige børn i vinduet og råbte efter os.

Heldigvis fik vi overtalt engelsk læreren i primary til at lade os observere et par klasser før vi overtog undervisningen. Heldigvis gik skrækscenariet med Jurassic park ikke i opfyldelse, fordi vi havde den fordel, at vi var de første volontører på skolen. Det var helt nyt for dem, så de var relativt stille, og fulgte med i hvad der foregik oppe på tavlen. Niveauet i primary er rimeligt lavt, men taget i betragtning af deres alder, så er det ret imponerende, at de begynder på deres første fremmedsprog allerede i 5 års alderen. Deres engelsklærer vil meget gerne have, at vi synger sange med dem, så jeg får virkelig brugt min smukke sangstemme når vi er i primary. Engelsklærerne i secondary vil også gerne have hjælp med nogle sange, fordi at der i slutningen af marts bliver afholdt engelsk dag. Der bliver alle elevernes forældre inviteret, til at komme og se deres børn fremfører en engelsk sang. Jeg tror gerne at de forskellige engelsklærere vil vise at deres klasser er de bedste, så jeg er bange for at jo tættere vi kommer på engelsk dag, jo mere skal vi gennemgå sange med dem.

Nu har vi undervist i Dunuwila skole i over 3 uger, og vi har indtil nu kun haft en ”hel” skoledag. Vi er vikarer på skolen, så det er meningen at vi skal afløse de lærere som ikke dukker op. Hvis man er lidt bekendt med hvordan deres offentlige transport system fungerer hernede, så kan man regne ud, at vi altid har nogle lærere at afløse i den første time. Også sådan noget med at møde op til tiden når timen starter, er noget lærerne taget meget let på. Nogle gange når vi lige er blevet færdige med en time og den næste starter lige bagefter, så skal vi da lige nå at drikke en kop te! Og vandet er lige blevet kogt, så man skal vente/puste til vandet bliver drikkeligt, før man kan blive færdig og komme til time. Når vi så når frem til en klasse, så rejser alle eleverne sig op, og venter til man siger ”ayubowan”, før de sætter sig. Det var vi så heller ikke blevet informeret om, så en af de første klasser vi havde, prøvede jeg at sige ”You can sit down now”…. intet skete. Man bliver kaldt for Sir af eleverne, og generelt så har de meget respekt for lærerne hernede.

Tilbage til de 3 uger som er gået. I går havde jeg så min første Jurassic park oplevelse med primary. Jesper og jeg havde undervist i secondary indtil klokken 12, og bagefter skulle vi så hen i primary, og undervise de sidste timer derhenne. Og i de sidste timer på en skoledag, forvandler små børn sig til dyr! Vilde og ustyrlige. Vi gik forbi alle lærerne i primary, da vi gik ind i bygningen. Altså alle lærerne undtagen engelsklæreren. Jesper gik så for at finde engelsklæreren som bestemmer hvilke klasser vi skal undervise. Da jeg stod på gangen og ventede på dem, begyndte børnene at lægge mærke til mig, og efter kort tid var jeg omgivet af børn. De prøvede alle sammen at komme i kontakt med mig, med det engelsk de nu kunne. Og det primært ”watch you name”. Og når man så svarer ”My name is Morten”, så er der et splits sekunds pause, før spørgsmålet ”watch you name” bliver stillet igen. Alle lærerne var udenfor, så der var ingen til at holde styr på dem. De ved vi er der for at undervise, så de forsøger at kidnappe/trække en hen til deres klasse. De vil virkelig gerne have undervisning af os, så børn var 3-4 forskellige klasser hev fat i mig, og prøvede at trække i mig. I kampens hede, skulle flere af børnene lige prøve at røre ved min arm. Det er meget sjældent at de ser nogle hvide, og de har helt sikkert aldrig rørt ved en før, så det skulle da lige prøves. Så der er børn der rør/hiver mig i armen, mens resten råber ”watch you name” eller bare larmer. Jeg forsøger så at ryste et par stykker af mig, ved at gå længere ned af gangen, men de følger bare efter og nu tror de klasser længere nede af gangen, at jeg er på vej til dem, så de råber ”come, come, come” mens de vinker en hen. Den klasse jeg er på vej væk fra, begynder så at hive endnu hårdere i min arm. Det er det eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg har haft lyst til at være en skildpadde. At kunne trække hoved og ben ind i mit skold og lukke omverdenen ude. Jeg søger så tilflugt på lærerværelset, for der må børnene nemlig ikke komme ind. Et par af dem går ind efter mig, men hurtigt efter kommer engelsklæreren mig til undsætning, og får børnene tilbage til deres klasser.  

Hvis man ser bort fra den oplevelse, kan jeg virkelig godt lide at undervise små børn. Det er svært at forklare dem noget, men de forsøger i det mindste og de vil gerne have undervisning fra en. Børnene fra 10 klasse og op deltager næsten ikke i undervisningen. Drengene stener bare, og man skal virkelig prøve mange gange, før man kan få dem til at gentage nogle af de sætninger man gennemgår oppe på tavlen. Jeg tror godt at Chief reverent ved at de mindre klasser bedst kan lide at have os, for når vi er i secondary(6-13 klasse), så har vi for det meste 6-9 klasse. Vi er nogenlunde ved at vende os til at undervise, men vi ved aldrig hvilke klasser vi skal have, når vi møder op klokken 8 om morgenen. Der er to 4, 7 og 10 klasser, så i alt 16 klasser på skolen, og vi bliver sendt tilfældigt rundt mellem dem. Det er også en udfordring at holde styr på hvad man har lavet med hvem, og hvad man mangler. 

Jesper og jeg talte os frem til at vi har under 25 skoledage tilbage, på grund af alle deres helligdage og ferier. Det giver også en lidt stress, og jeg begynder at tænke på, om jeg får udnyttet tiden godt nok. For tiden går utrolig hurtigt hernede, og jeg ville ønske der var flere timer i døgnet, hvor jeg kan slappe af eller forberede mig til dagen efter. I dag er det helligdag og der er fuldmåne ceremoni på templet, og templet har været fyldt med mennesker siden klokken 10. Det betyder også at alle skolerne har lukket.

Jeg har meget mere jeg gerne vil sige om Sri Lanka, men det må blive i et andet blogindlæg. Jeg håber at I har det godt derhjemme. Vi ses!

Ankomst til templet

Jesper(den anden dreng jeg er volontør sammen med) og jeg fik chancen for at ankomme en dag tidligere til det sted vi skulle bo. Der var nemlig noget fuldmåne ceremoni om aftenen. Vi står ud af bilen, og foran os ligger det tempel som vi skal tilbringe 3 måneder i. Der kommer os en munk i møde. Det er ham som er øverst befalende på stedet. Vi har på forhånd fået af vide, at vi skal kalde ham Chief Reverent. Vi må nemlig ikke spørge hvad hans rigtige navn er. Hvorfor ved jeg ikke, men det er vist en skik hernede, og så længe jeg har nået at kalde ham, så går det nok. Han bliver også kaldt High Priest er de andre munke. Han er en lille mand, som har meget svært ved at tale engelsk. Grunden til navnet ”Chief Reverent”, er fordi han også er rektor på den lokale skole, som vi underviser på. Han er byens mest respekterede mand. Når folk hilsen på ham, så går de hen og ligger sig på knæ foran ham. Jeg var meget i tvivl, om vi også skulle gøre det, den første gang vi mødte ham, men jeg gik ud fra at det er en buddhistisk ting, så jeg lod være. Han ved også alt hvad der sker i byen. Der kommer af og til en politimand og aflægger rapport, så han ved hvem der har gjort hvad i byen. Ud over Chief Reverent, så bor der 3 andre munke og en lille dreng på templet. Det er så meningen, at vi skal undervise munkene i engelsk om aftenen, efter at vi har undervist i den lokale skole om formiddagen.

Her bor jeg så. Man kan kun se den yderste del af templet,
men det omgivelserne jeg synes man bør lægge mest mærke til

Nok om det. Tilbage til fuldmåneceremonien den første aften. Jesper og jeg holdt os meget på vores værelse, fordi vi ikke ville forstyrre ceremonien. Det ville også være ret påtrængende af os, at prøve at deltage i deres ceremoni første aften vi er der. Fuldmåne ceremonien har de hver måned, så jeg håber på at kunne deltage/overvære lidt mere næste gang, når vi har fået kendskab til flere fra lokalbefolkningen.

Skulle man gå og tro at munke er flinke mennesker, så tager man næsten fejl, for det er en underdrivelse. De er ualmindeligt gæstfrie, hjælpsomme og imødekommende. Det var utrolig ubehageligt den første aften, da byens mest respekterede mand (Chief Reverent), gik og skænkede vand op til os, og sørgede for at vi fandt os godt tilpas. Hver gang vi skal spise, får vi et kæmpe udvalg af mad, og i staren troede jeg, at munkene selv havde lavet det til os. Det er heldigvis byens beboere som laver mad til munkene, og til gengæld kan deres børn få undervisning på templet lørdag og søndag. Det er god skik at give mad til munkene hernede, og det er bare noget man gør. Lørdagsskolen er for Dunuwila skoles unger, og søndagsskolen er for alle unge i lokalområdet, hvilket stort set er de samme som om lørdagen.

Ellers så går det godt her på Sri Lanka. Det er en virkelig speciel oplevelse at bo sammen med munke. Det er så ikke altid en god ting at bo på et tempel. Af og til når man ligger og sover i sin skønne rolige seng, så bliver man vækket KLOKKEN 5, af templets højtalere, som Chief Reverent bruger til at messe ud til lokalbefolkningen. Nej tak! Det må han altså gerne vente med til senere! Det gode ved at vi bor sammen med munkene, er så at de vil lære os at meditere. Jeg har ikke nogen fremtidige planer om at meditere når jeg kommer hjem, men det er stadig fedt, at kunne sige man har lært meditation af munke, og ikke af en eller anden lærer, som har læst det i en buddhistisk bog. Og til dem af jer som tror at munke lever det helt primitive liv, så tager i fejl, for de har mobiler, musikanlæg, og computere på templet.

Det var så lidt af det som jeg har oplevet, da jeg ankom til templet. Jeg vil snart prøve at skrive et blogindlæg om hvordan undervisningen på skolen går, og de store forskelle der er mellem danske og sri lankanske folkeskoler.

Håber i alle sammen har det godt! 

Her står jeg sammen med de 2 jævnaldrene munke,
som også bor på templet

Why dont you like me!

Det er ved at være noget tid siden, jeg har skrevet nogle indlæg på bloggen. Sorry! Jeg vil dog prøve at få skrevet mine sidste tanker om Nepal, før jeg i morgen tidlig flyver videre til Sri Lanka.  
Nu er det snart 2 uger siden vi var på et børnehjem. Et besøg jeg meget sent vil glemme. Da bussen med alle os volontører ankom, stod de parat til at sige velkommen, og de var utrolig udadvendte og glade for at få besøg. Da vi skulle vises rundt på børnehjemmet, tog de os i hånden og trak os rundt i små grupper. Og når jeg mener os, så mener jeg alle de andre volontører. :( ... Nepalesiske børn er bange for mig!!! Ej, måske er de ikke bange for mig, men de blev meget chokeret over min højde, og turde ikke rigtig snakke med mig. Jeg var også usikker på at snakke med dem, fordi det var først lige før vi tog hjem, at jeg fik bekræftet at det var min højde, som afskrækkede dem.

Lige før vi tog hjem igen, ville de nemlig gerne lære os en leg... Rundbold :D Det er ikke svært at regne ud, at de børn har haft mange volontører boende igennem tiden. Det mindede meget om "dansk" rundbold, bare lige med deres ejet twist. Der var også 4 hjørner, men stykket mellem de to midterste, lå der er nedfalden gren, som jeg aldrig rigtig forstod betydningen af. De løb nemlig anderledes på grund af den. Da der så skulle vælges hold, blev der trukket lod to af gangen. Det var der jeg fandt ud af, at jeg ikke var et helt forfærdeligt menneske, som børn bare ikke kan li. For da jeg blev valgt til mit hold, blev der virkelig jublet meget.

Ud over besøget på børnehjemmet, så for jeg forskrækket en nepaleser i ny og næ, når jeg går forbi dem, mens de går i deres egne tanker. Hvis de kommer gående i modgående retning, så holder de sig ikke tilbage fra at stirre på en HELE tiden, mens man går forbi, og bagefter vende sig om, for at fortsætte med at stirre. Jeg har desværre vendet mig til det, og er blevet lidt bange for at komme hjem til Danmark, og opdage at jeg ikke kan få alles hoveder til at vende, når jeg går forbi. En ting jeg nok aldrig vil vende mig til, er drenge/mænd som holder i hånd. Jeg bliver virkelig irriteret, når jeg går sammen med en anden volontør forbi to drenge som holder i hånd, og de så fniser af en, efter de er gået forbi. Det er altså ikke sådan det fungerer! De skal sgu ikke få mig til at føle at jeg skiller mig ud i gadebilledet, mens de går og fletter fingre. Set bort fra det, er nepalesere virkelig søde mennesker, som vil andre det bedste. 

Turen går til Sri Lanka

Efter en masse besvær på den danske "indiske ambassade", så havde vi planlagt at søge visum på den indiske ambassade i Nepal. Vores drømme om at få et arbejdsvisum igennem Nepal, blev meget hurtigt knust, da vi hurtigt fik af vide, at man kun kan søge arbejdsvisum, fra ens hjemland. Skuffet gik vi hjem fra ambassaden i Nepal, og det var først der, at det for alvor gik op for en, at det var umuligt at komme til Indien. 

Min første tanke var, at nu fik jeg chancen for at komme til Vietnam, men åbenbart viser det sig, at de næsten har for mange frivillige i Vietnam. Det var dog stadig muligt at komme til Vietnam, men så skal man bo i den modsatte ende af landet, fra hvor de andre volontører bor, og prisen er 6000 kr. dyrere end Indien. 

Det endte så med at blive Sri Lanka, fordi det nok er det tætteste man kommer på Indien, og så er prisen ikke meget dyrere :) De fleste volontører fra holdet blev hurtigt glade for Sri Lanka, og det endte også med, at alle 8 "indere" tager til Sri Lanka. Plus de 3 som oprindeligt skulle dertil, skal nu over halvdelen af holdet dertil, så det tror jeg bliver rigtig fedt. Vi har endnu ikke hørt præcist hvad vi skal arbejde med, men vi ved det bliver med børn.  

Jeg Fryser!!!!

I januar måned, er det virkelig koldt i Nepal. Jeg havde fået at vide, at man kunne se sin ånde, men kulden kom alligevel bag på mig. Det er ikke så koldt når man skal sove, man skal bare huske t-shirt, skiundertrøje, sokker, og så at vikle sig ind i et tæppe og en dyne. Det er ikke ligeså koldt som i Danmark, men de har ikke varme indenfor, fordi resten af året er det utroligt varmt. Jeg gjorde så den dumme ting, efter et besøg på den lokale tuborg/carlsberg bar (ja, de serverede kun tuborg/carlsberg :), at jeg lagde mig til at sove med en enkelte dyne som jeg lige havde i nærheden. Det er så 4 dage siden, og jeg har været syg lige siden. Først så frøs jeg lige meget hvor meget tøj jeg tog på. Jeg blev så erstattet af en ømhed i nakke, mave, skuldre og ryg. Det gjorde ondt bare at bevæge mig, så jeg brugt meget af tiden på at ligge under dynen, i håb og at jeg ville være frisk til den 2-3 dags trekking tur, som var planlagt til i dag. Som nogle måske kan gætte, så er jeg ikke ude at trekke lige nu.
Jeg er så blevet tilbage på platformen, sammen med 3 andre af de søde piger, som skal til Vietnam. Jeg har endelig fået tid til at skype, så bare skriv hvis i vil i kontakt med mig.(mortenmvb) Jeg er 4 timer og 45 min foran Danmark, så det er bedst omkring klokken 7 og 15-16 (dansk tid).
Jeg har fundet ud af at det er virkelig luksus at være syg her. Folk tager sig virkelig godt af en.

Foerste nat i Nepal

Nu er jeg endelig kommet frem til Global Platfom Nepal i Kathmandu. Turen gik faktisk ret hurtigt, selvom jeg overhoved ikke fik sovet på flyet. Jeg er virkelig misundelig på de folk som bare kan lukke øjnene hvor end de er, og så bare sove. Turen hertil var dog ikke helt uden problemer. I Kastrup stod jeg i lang tid i Check ind, og blev udspurgt om hvorfor jeg ikke havde transitvisum til Indien. Jeg tror faktisk hende som tjekkede vores bagage ind, var ligeglad med det transitvisum, for hun virkede mere interesseret i at høre om at være volontør. Selvom køen blev længere og længere, så blev hun bare ved med at stille spørgsmål om at være volontør.

Første stop var en mellemlanding i Heathrow i London, hvor vi havde ca. 3-4 timer, til at få fat i vores bagage, og finde den anden terminal vi skulle til. På grund af de to forskellige flyselskaber vi skulle flyve med, skulle vi have tjekket vores bagage ind igen, og selvfølgelig giver det også grund til nye problemer. Michala, hende jeg skal arbejde med i Indien, kom vist til at vise den billet, som viste at hun skulle tilbage til Indien, og det åbnede for en masse nye spørgsmål, om hvorfor hun ikke havde noget visum til Indien. Vi ventede ikke mere end 15 min på at gå ombord i flyet, fordi at det havde taget os så utrolig lang tid, bare at nå frem til gaten.

Næste stop var New Dehli i Indien, hvor jeg var virkelig bange for at vi ikke ville nå vores fly. Vi skulle have haft en time til at finde flyet, men vores fly fra London var forsinket en halv time, så vi virkelig travlt. Heldigvis var der folk fra flyselskabet som ventede på os, da vi kom af flyet. Så vi nåede det lige.
Da vi nåede frem til platformen, var vi en del som prøvede at holde sig fra at gå i seng med det samme, men da klokken var 10, lå alle 21 og sov. Jeg er lige vågnet, og ligger i sengen med en pude i ryggen, og skriver blog med lyden af Kathmandu i baggrunden. Der er med korte mellemrum en hund som gør, og så ruller domino effekten. Kort efter gør adskillige hunde. En anden ting jeg også lige skal vende mig til, er kulden hernede. Da vi ankom i lufthaven, var det 22 grader, solen skinnede og her var dejlig varmt. Pludselig er solen bare væk, og her er skide koldt! Jeg tror ikke her er nogen form for opvarmning indendørs, for jeg har endnu ikke set en radiator. I nat har jeg sovet med sokker og skiundertrøje, viklet ind i en dyne og et tæppe.