Why dont you like me!

Det er ved at være noget tid siden, jeg har skrevet nogle indlæg på bloggen. Sorry! Jeg vil dog prøve at få skrevet mine sidste tanker om Nepal, før jeg i morgen tidlig flyver videre til Sri Lanka.  
Nu er det snart 2 uger siden vi var på et børnehjem. Et besøg jeg meget sent vil glemme. Da bussen med alle os volontører ankom, stod de parat til at sige velkommen, og de var utrolig udadvendte og glade for at få besøg. Da vi skulle vises rundt på børnehjemmet, tog de os i hånden og trak os rundt i små grupper. Og når jeg mener os, så mener jeg alle de andre volontører. :( ... Nepalesiske børn er bange for mig!!! Ej, måske er de ikke bange for mig, men de blev meget chokeret over min højde, og turde ikke rigtig snakke med mig. Jeg var også usikker på at snakke med dem, fordi det var først lige før vi tog hjem, at jeg fik bekræftet at det var min højde, som afskrækkede dem.

Lige før vi tog hjem igen, ville de nemlig gerne lære os en leg... Rundbold :D Det er ikke svært at regne ud, at de børn har haft mange volontører boende igennem tiden. Det mindede meget om "dansk" rundbold, bare lige med deres ejet twist. Der var også 4 hjørner, men stykket mellem de to midterste, lå der er nedfalden gren, som jeg aldrig rigtig forstod betydningen af. De løb nemlig anderledes på grund af den. Da der så skulle vælges hold, blev der trukket lod to af gangen. Det var der jeg fandt ud af, at jeg ikke var et helt forfærdeligt menneske, som børn bare ikke kan li. For da jeg blev valgt til mit hold, blev der virkelig jublet meget.

Ud over besøget på børnehjemmet, så for jeg forskrækket en nepaleser i ny og næ, når jeg går forbi dem, mens de går i deres egne tanker. Hvis de kommer gående i modgående retning, så holder de sig ikke tilbage fra at stirre på en HELE tiden, mens man går forbi, og bagefter vende sig om, for at fortsætte med at stirre. Jeg har desværre vendet mig til det, og er blevet lidt bange for at komme hjem til Danmark, og opdage at jeg ikke kan få alles hoveder til at vende, når jeg går forbi. En ting jeg nok aldrig vil vende mig til, er drenge/mænd som holder i hånd. Jeg bliver virkelig irriteret, når jeg går sammen med en anden volontør forbi to drenge som holder i hånd, og de så fniser af en, efter de er gået forbi. Det er altså ikke sådan det fungerer! De skal sgu ikke få mig til at føle at jeg skiller mig ud i gadebilledet, mens de går og fletter fingre. Set bort fra det, er nepalesere virkelig søde mennesker, som vil andre det bedste. 

Turen går til Sri Lanka

Efter en masse besvær på den danske "indiske ambassade", så havde vi planlagt at søge visum på den indiske ambassade i Nepal. Vores drømme om at få et arbejdsvisum igennem Nepal, blev meget hurtigt knust, da vi hurtigt fik af vide, at man kun kan søge arbejdsvisum, fra ens hjemland. Skuffet gik vi hjem fra ambassaden i Nepal, og det var først der, at det for alvor gik op for en, at det var umuligt at komme til Indien. 

Min første tanke var, at nu fik jeg chancen for at komme til Vietnam, men åbenbart viser det sig, at de næsten har for mange frivillige i Vietnam. Det var dog stadig muligt at komme til Vietnam, men så skal man bo i den modsatte ende af landet, fra hvor de andre volontører bor, og prisen er 6000 kr. dyrere end Indien. 

Det endte så med at blive Sri Lanka, fordi det nok er det tætteste man kommer på Indien, og så er prisen ikke meget dyrere :) De fleste volontører fra holdet blev hurtigt glade for Sri Lanka, og det endte også med, at alle 8 "indere" tager til Sri Lanka. Plus de 3 som oprindeligt skulle dertil, skal nu over halvdelen af holdet dertil, så det tror jeg bliver rigtig fedt. Vi har endnu ikke hørt præcist hvad vi skal arbejde med, men vi ved det bliver med børn.  

Jeg Fryser!!!!

I januar måned, er det virkelig koldt i Nepal. Jeg havde fået at vide, at man kunne se sin ånde, men kulden kom alligevel bag på mig. Det er ikke så koldt når man skal sove, man skal bare huske t-shirt, skiundertrøje, sokker, og så at vikle sig ind i et tæppe og en dyne. Det er ikke ligeså koldt som i Danmark, men de har ikke varme indenfor, fordi resten af året er det utroligt varmt. Jeg gjorde så den dumme ting, efter et besøg på den lokale tuborg/carlsberg bar (ja, de serverede kun tuborg/carlsberg :), at jeg lagde mig til at sove med en enkelte dyne som jeg lige havde i nærheden. Det er så 4 dage siden, og jeg har været syg lige siden. Først så frøs jeg lige meget hvor meget tøj jeg tog på. Jeg blev så erstattet af en ømhed i nakke, mave, skuldre og ryg. Det gjorde ondt bare at bevæge mig, så jeg brugt meget af tiden på at ligge under dynen, i håb og at jeg ville være frisk til den 2-3 dags trekking tur, som var planlagt til i dag. Som nogle måske kan gætte, så er jeg ikke ude at trekke lige nu.
Jeg er så blevet tilbage på platformen, sammen med 3 andre af de søde piger, som skal til Vietnam. Jeg har endelig fået tid til at skype, så bare skriv hvis i vil i kontakt med mig.(mortenmvb) Jeg er 4 timer og 45 min foran Danmark, så det er bedst omkring klokken 7 og 15-16 (dansk tid).
Jeg har fundet ud af at det er virkelig luksus at være syg her. Folk tager sig virkelig godt af en.

Foerste nat i Nepal

Nu er jeg endelig kommet frem til Global Platfom Nepal i Kathmandu. Turen gik faktisk ret hurtigt, selvom jeg overhoved ikke fik sovet på flyet. Jeg er virkelig misundelig på de folk som bare kan lukke øjnene hvor end de er, og så bare sove. Turen hertil var dog ikke helt uden problemer. I Kastrup stod jeg i lang tid i Check ind, og blev udspurgt om hvorfor jeg ikke havde transitvisum til Indien. Jeg tror faktisk hende som tjekkede vores bagage ind, var ligeglad med det transitvisum, for hun virkede mere interesseret i at høre om at være volontør. Selvom køen blev længere og længere, så blev hun bare ved med at stille spørgsmål om at være volontør.

Første stop var en mellemlanding i Heathrow i London, hvor vi havde ca. 3-4 timer, til at få fat i vores bagage, og finde den anden terminal vi skulle til. På grund af de to forskellige flyselskaber vi skulle flyve med, skulle vi have tjekket vores bagage ind igen, og selvfølgelig giver det også grund til nye problemer. Michala, hende jeg skal arbejde med i Indien, kom vist til at vise den billet, som viste at hun skulle tilbage til Indien, og det åbnede for en masse nye spørgsmål, om hvorfor hun ikke havde noget visum til Indien. Vi ventede ikke mere end 15 min på at gå ombord i flyet, fordi at det havde taget os så utrolig lang tid, bare at nå frem til gaten.

Næste stop var New Dehli i Indien, hvor jeg var virkelig bange for at vi ikke ville nå vores fly. Vi skulle have haft en time til at finde flyet, men vores fly fra London var forsinket en halv time, så vi virkelig travlt. Heldigvis var der folk fra flyselskabet som ventede på os, da vi kom af flyet. Så vi nåede det lige.
Da vi nåede frem til platformen, var vi en del som prøvede at holde sig fra at gå i seng med det samme, men da klokken var 10, lå alle 21 og sov. Jeg er lige vågnet, og ligger i sengen med en pude i ryggen, og skriver blog med lyden af Kathmandu i baggrunden. Der er med korte mellemrum en hund som gør, og så ruller domino effekten. Kort efter gør adskillige hunde. En anden ting jeg også lige skal vende mig til, er kulden hernede. Da vi ankom i lufthaven, var det 22 grader, solen skinnede og her var dejlig varmt. Pludselig er solen bare væk, og her er skide koldt! Jeg tror ikke her er nogen form for opvarmning indendørs, for jeg har endnu ikke set en radiator. I nat har jeg sovet med sokker og skiundertrøje, viklet ind i en dyne og et tæppe.