Why dont you like me!

Det er ved at være noget tid siden, jeg har skrevet nogle indlæg på bloggen. Sorry! Jeg vil dog prøve at få skrevet mine sidste tanker om Nepal, før jeg i morgen tidlig flyver videre til Sri Lanka.  
Nu er det snart 2 uger siden vi var på et børnehjem. Et besøg jeg meget sent vil glemme. Da bussen med alle os volontører ankom, stod de parat til at sige velkommen, og de var utrolig udadvendte og glade for at få besøg. Da vi skulle vises rundt på børnehjemmet, tog de os i hånden og trak os rundt i små grupper. Og når jeg mener os, så mener jeg alle de andre volontører. :( ... Nepalesiske børn er bange for mig!!! Ej, måske er de ikke bange for mig, men de blev meget chokeret over min højde, og turde ikke rigtig snakke med mig. Jeg var også usikker på at snakke med dem, fordi det var først lige før vi tog hjem, at jeg fik bekræftet at det var min højde, som afskrækkede dem.

Lige før vi tog hjem igen, ville de nemlig gerne lære os en leg... Rundbold :D Det er ikke svært at regne ud, at de børn har haft mange volontører boende igennem tiden. Det mindede meget om "dansk" rundbold, bare lige med deres ejet twist. Der var også 4 hjørner, men stykket mellem de to midterste, lå der er nedfalden gren, som jeg aldrig rigtig forstod betydningen af. De løb nemlig anderledes på grund af den. Da der så skulle vælges hold, blev der trukket lod to af gangen. Det var der jeg fandt ud af, at jeg ikke var et helt forfærdeligt menneske, som børn bare ikke kan li. For da jeg blev valgt til mit hold, blev der virkelig jublet meget.

Ud over besøget på børnehjemmet, så for jeg forskrækket en nepaleser i ny og næ, når jeg går forbi dem, mens de går i deres egne tanker. Hvis de kommer gående i modgående retning, så holder de sig ikke tilbage fra at stirre på en HELE tiden, mens man går forbi, og bagefter vende sig om, for at fortsætte med at stirre. Jeg har desværre vendet mig til det, og er blevet lidt bange for at komme hjem til Danmark, og opdage at jeg ikke kan få alles hoveder til at vende, når jeg går forbi. En ting jeg nok aldrig vil vende mig til, er drenge/mænd som holder i hånd. Jeg bliver virkelig irriteret, når jeg går sammen med en anden volontør forbi to drenge som holder i hånd, og de så fniser af en, efter de er gået forbi. Det er altså ikke sådan det fungerer! De skal sgu ikke få mig til at føle at jeg skiller mig ud i gadebilledet, mens de går og fletter fingre. Set bort fra det, er nepalesere virkelig søde mennesker, som vil andre det bedste.