Ayubowan Sir - Undervisningen

Nu har jeg været på Sri Lanka i en måned, og jeg har undervist på den lokale skole de sidste 3 uger. De vil gerne have at Jesper og jeg underviser i spoken english. Dvs. at de gerne vil have at eleverne får talt noget engelsk med os, i stedet for at gennemgå grammatik.

Første dag: Jesper og jeg er klar. Vi har pakket skoletasken, og er spændt på hvordan mødet med skolens lærere og elever vil gå. Skolen ligger 10 minutters gang fra templet. Det er en okay afstand at gå, med det kan hurtigt blive varmt at gå, fordi at vi havde forinden fået af vide at vi skal undervise i lange bukser. Vi ankommer til skolen og finder bygningen med Chief reverents kontor. Chief reverent er som nævnt før, øverste munk på templet og også rektor på den lokale skole. Vi får hurtigt hilst på nogen af lærerne, og falder i snak med nogen af dem. Man kunne godt fornemme på dem, at de ikke rigtig havde fået af vide hvem der ville komme. De vidste godt, at der ville komme to hvide drenge, som ville hjælpe til med engelsk, men ikke noget om at vi var volontører og IKKE uddannede lærere. Efter at have været 20 min på lærerværelset, ville engelsklærerne gerne have os ud, så vi kunne undervise deres elever. Altså det var vores første dag! Vi havde regnet med at vi kunne observere den første dag, for vi havde ingen ide om hvilket niveau de var på. Hvis vi kunne observere nogle få klasser, ville vi også kunne forberede os bedre til de forskellige klasser. Men NEJ! Vi prøvede gang på gang, at spørge om det ikke var bedst at vi observerede den første dag, men vi endte alligevel med et stykke kridt i hånden oppe ved tavlen. En af engelsk lærerne blev ved med at sige vi kunne lave ”small activities”. ”You can do small activities with the students”. ”Just do some small activities”. Hun ventede vist på at vi tog vores ”small activities” håndbog frem, og gik i gang. Men vi var ikke på hel bar bund, for vi havde allerede frygtet at det ville kunne ske. Vi havde tænkt på at lave ”head-shoulders-knees-and toes”. Ud over det, så lavede vi en kort introduktion af os selv, og nogle simple sætninger eller ”I am, You are”, med de forskellige klasser. Det var en utrolig lang dag, men bagefter vidste vi lidt mere om hvordan vi kunne forberede os. Da vi kom tilbage til templet, får vi så af vide at vi skulle have haft lukkede sko på, og ikke klipklappere. Ups :(

Næste dag møder vi igen op i den lille bygning hvor Chief reverents kontor ligger. Denne gang med lange bukser, lukkede sko og lidt bedre forberedte på at undervise. Klar til at undervise, får vi så at vide, at i dag skal vi over i primary section. Dagen før var vi i secondary. Det er fra 6-13 klasse (10-18 år). Nu skulle vi i primary, hvilket var fra 1-5 klasse, og de børn er 5-9 år. Fuck! Jeg har aldrig været den store fan af små børn, og jeg forbandt lidt primary section med Jurassic park. Et isoleret sted, med vilde højtråbende dyr, og hvor man skal være heldig hvis man slipper levende væk derfra. Dagen før hvor vi gik forbi primary, for at komme hen til secondary, som ligger 100 meter længere nede af vejen, havde et par af børnene fået øje på os, og få senkunder efter, hang adskillige børn i vinduet og råbte efter os.

Heldigvis fik vi overtalt engelsk læreren i primary til at lade os observere et par klasser før vi overtog undervisningen. Heldigvis gik skrækscenariet med Jurassic park ikke i opfyldelse, fordi vi havde den fordel, at vi var de første volontører på skolen. Det var helt nyt for dem, så de var relativt stille, og fulgte med i hvad der foregik oppe på tavlen. Niveauet i primary er rimeligt lavt, men taget i betragtning af deres alder, så er det ret imponerende, at de begynder på deres første fremmedsprog allerede i 5 års alderen. Deres engelsklærer vil meget gerne have, at vi synger sange med dem, så jeg får virkelig brugt min smukke sangstemme når vi er i primary. Engelsklærerne i secondary vil også gerne have hjælp med nogle sange, fordi at der i slutningen af marts bliver afholdt engelsk dag. Der bliver alle elevernes forældre inviteret, til at komme og se deres børn fremfører en engelsk sang. Jeg tror gerne at de forskellige engelsklærere vil vise at deres klasser er de bedste, så jeg er bange for at jo tættere vi kommer på engelsk dag, jo mere skal vi gennemgå sange med dem.

Nu har vi undervist i Dunuwila skole i over 3 uger, og vi har indtil nu kun haft en ”hel” skoledag. Vi er vikarer på skolen, så det er meningen at vi skal afløse de lærere som ikke dukker op. Hvis man er lidt bekendt med hvordan deres offentlige transport system fungerer hernede, så kan man regne ud, at vi altid har nogle lærere at afløse i den første time. Også sådan noget med at møde op til tiden når timen starter, er noget lærerne taget meget let på. Nogle gange når vi lige er blevet færdige med en time og den næste starter lige bagefter, så skal vi da lige nå at drikke en kop te! Og vandet er lige blevet kogt, så man skal vente/puste til vandet bliver drikkeligt, før man kan blive færdig og komme til time. Når vi så når frem til en klasse, så rejser alle eleverne sig op, og venter til man siger ”ayubowan”, før de sætter sig. Det var vi så heller ikke blevet informeret om, så en af de første klasser vi havde, prøvede jeg at sige ”You can sit down now”…. intet skete. Man bliver kaldt for Sir af eleverne, og generelt så har de meget respekt for lærerne hernede.

Tilbage til de 3 uger som er gået. I går havde jeg så min første Jurassic park oplevelse med primary. Jesper og jeg havde undervist i secondary indtil klokken 12, og bagefter skulle vi så hen i primary, og undervise de sidste timer derhenne. Og i de sidste timer på en skoledag, forvandler små børn sig til dyr! Vilde og ustyrlige. Vi gik forbi alle lærerne i primary, da vi gik ind i bygningen. Altså alle lærerne undtagen engelsklæreren. Jesper gik så for at finde engelsklæreren som bestemmer hvilke klasser vi skal undervise. Da jeg stod på gangen og ventede på dem, begyndte børnene at lægge mærke til mig, og efter kort tid var jeg omgivet af børn. De prøvede alle sammen at komme i kontakt med mig, med det engelsk de nu kunne. Og det primært ”watch you name”. Og når man så svarer ”My name is Morten”, så er der et splits sekunds pause, før spørgsmålet ”watch you name” bliver stillet igen. Alle lærerne var udenfor, så der var ingen til at holde styr på dem. De ved vi er der for at undervise, så de forsøger at kidnappe/trække en hen til deres klasse. De vil virkelig gerne have undervisning af os, så børn var 3-4 forskellige klasser hev fat i mig, og prøvede at trække i mig. I kampens hede, skulle flere af børnene lige prøve at røre ved min arm. Det er meget sjældent at de ser nogle hvide, og de har helt sikkert aldrig rørt ved en før, så det skulle da lige prøves. Så der er børn der rør/hiver mig i armen, mens resten råber ”watch you name” eller bare larmer. Jeg forsøger så at ryste et par stykker af mig, ved at gå længere ned af gangen, men de følger bare efter og nu tror de klasser længere nede af gangen, at jeg er på vej til dem, så de råber ”come, come, come” mens de vinker en hen. Den klasse jeg er på vej væk fra, begynder så at hive endnu hårdere i min arm. Det er det eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg har haft lyst til at være en skildpadde. At kunne trække hoved og ben ind i mit skold og lukke omverdenen ude. Jeg søger så tilflugt på lærerværelset, for der må børnene nemlig ikke komme ind. Et par af dem går ind efter mig, men hurtigt efter kommer engelsklæreren mig til undsætning, og får børnene tilbage til deres klasser.  

Hvis man ser bort fra den oplevelse, kan jeg virkelig godt lide at undervise små børn. Det er svært at forklare dem noget, men de forsøger i det mindste og de vil gerne have undervisning fra en. Børnene fra 10 klasse og op deltager næsten ikke i undervisningen. Drengene stener bare, og man skal virkelig prøve mange gange, før man kan få dem til at gentage nogle af de sætninger man gennemgår oppe på tavlen. Jeg tror godt at Chief reverent ved at de mindre klasser bedst kan lide at have os, for når vi er i secondary(6-13 klasse), så har vi for det meste 6-9 klasse. Vi er nogenlunde ved at vende os til at undervise, men vi ved aldrig hvilke klasser vi skal have, når vi møder op klokken 8 om morgenen. Der er to 4, 7 og 10 klasser, så i alt 16 klasser på skolen, og vi bliver sendt tilfældigt rundt mellem dem. Det er også en udfordring at holde styr på hvad man har lavet med hvem, og hvad man mangler. 

Jesper og jeg talte os frem til at vi har under 25 skoledage tilbage, på grund af alle deres helligdage og ferier. Det giver også en lidt stress, og jeg begynder at tænke på, om jeg får udnyttet tiden godt nok. For tiden går utrolig hurtigt hernede, og jeg ville ønske der var flere timer i døgnet, hvor jeg kan slappe af eller forberede mig til dagen efter. I dag er det helligdag og der er fuldmåne ceremoni på templet, og templet har været fyldt med mennesker siden klokken 10. Det betyder også at alle skolerne har lukket.

Jeg har meget mere jeg gerne vil sige om Sri Lanka, men det må blive i et andet blogindlæg. Jeg håber at I har det godt derhjemme. Vi ses!