Ankomst til templet

Jesper(den anden dreng jeg er volontør sammen med) og jeg fik chancen for at ankomme en dag tidligere til det sted vi skulle bo. Der var nemlig noget fuldmåne ceremoni om aftenen. Vi står ud af bilen, og foran os ligger det tempel som vi skal tilbringe 3 måneder i. Der kommer os en munk i møde. Det er ham som er øverst befalende på stedet. Vi har på forhånd fået af vide, at vi skal kalde ham Chief Reverent. Vi må nemlig ikke spørge hvad hans rigtige navn er. Hvorfor ved jeg ikke, men det er vist en skik hernede, og så længe jeg har nået at kalde ham, så går det nok. Han bliver også kaldt High Priest er de andre munke. Han er en lille mand, som har meget svært ved at tale engelsk. Grunden til navnet ”Chief Reverent”, er fordi han også er rektor på den lokale skole, som vi underviser på. Han er byens mest respekterede mand. Når folk hilsen på ham, så går de hen og ligger sig på knæ foran ham. Jeg var meget i tvivl, om vi også skulle gøre det, den første gang vi mødte ham, men jeg gik ud fra at det er en buddhistisk ting, så jeg lod være. Han ved også alt hvad der sker i byen. Der kommer af og til en politimand og aflægger rapport, så han ved hvem der har gjort hvad i byen. Ud over Chief Reverent, så bor der 3 andre munke og en lille dreng på templet. Det er så meningen, at vi skal undervise munkene i engelsk om aftenen, efter at vi har undervist i den lokale skole om formiddagen.

Her bor jeg så. Man kan kun se den yderste del af templet,
men det omgivelserne jeg synes man bør lægge mest mærke til

Nok om det. Tilbage til fuldmåneceremonien den første aften. Jesper og jeg holdt os meget på vores værelse, fordi vi ikke ville forstyrre ceremonien. Det ville også være ret påtrængende af os, at prøve at deltage i deres ceremoni første aften vi er der. Fuldmåne ceremonien har de hver måned, så jeg håber på at kunne deltage/overvære lidt mere næste gang, når vi har fået kendskab til flere fra lokalbefolkningen.

Skulle man gå og tro at munke er flinke mennesker, så tager man næsten fejl, for det er en underdrivelse. De er ualmindeligt gæstfrie, hjælpsomme og imødekommende. Det var utrolig ubehageligt den første aften, da byens mest respekterede mand (Chief Reverent), gik og skænkede vand op til os, og sørgede for at vi fandt os godt tilpas. Hver gang vi skal spise, får vi et kæmpe udvalg af mad, og i staren troede jeg, at munkene selv havde lavet det til os. Det er heldigvis byens beboere som laver mad til munkene, og til gengæld kan deres børn få undervisning på templet lørdag og søndag. Det er god skik at give mad til munkene hernede, og det er bare noget man gør. Lørdagsskolen er for Dunuwila skoles unger, og søndagsskolen er for alle unge i lokalområdet, hvilket stort set er de samme som om lørdagen.

Ellers så går det godt her på Sri Lanka. Det er en virkelig speciel oplevelse at bo sammen med munke. Det er så ikke altid en god ting at bo på et tempel. Af og til når man ligger og sover i sin skønne rolige seng, så bliver man vækket KLOKKEN 5, af templets højtalere, som Chief Reverent bruger til at messe ud til lokalbefolkningen. Nej tak! Det må han altså gerne vente med til senere! Det gode ved at vi bor sammen med munkene, er så at de vil lære os at meditere. Jeg har ikke nogen fremtidige planer om at meditere når jeg kommer hjem, men det er stadig fedt, at kunne sige man har lært meditation af munke, og ikke af en eller anden lærer, som har læst det i en buddhistisk bog. Og til dem af jer som tror at munke lever det helt primitive liv, så tager i fejl, for de har mobiler, musikanlæg, og computere på templet.

Det var så lidt af det som jeg har oplevet, da jeg ankom til templet. Jeg vil snart prøve at skrive et blogindlæg om hvordan undervisningen på skolen går, og de store forskelle der er mellem danske og sri lankanske folkeskoler.

Håber i alle sammen har det godt! 

Her står jeg sammen med de 2 jævnaldrene munke,
som også bor på templet